Gaderøveri
En gruppe unge overfaldt fredag aften en 22-årig mand fra Århus og frarøvede ham hans mobiltelefon.
11. sep 2004, kl. 12:18
Mere end 30 dage gammel
Manden talte i telefonen, mens han gik på Park Allé i Århus forbi Burger King klokken 20.40. En gruppe unge forfulgte ham, trængte ham op i en krog og slog ham flere gange, før de stjal telefonen, oplyser vagthavende ved Århus politi.
Gruppen tog flugten, men blev opdaget lidt senere ved Busgaden af en af politiets hundevogne. To 17-årige mænd blev anholdt, mens resten slap væk. De to anholdte blev i dag varetægtsfængslet fire uger.
Gruppens medlemmer beskrives som værende af anden etnisk oprindelse end dansk, formentlig tyrkiske eller arabiske.