Gaderøver væltede 85-årig omkuld

85-årig kvinde blev indlagt på sygehuset med brud på hoften efter groft gaderøveri på gågaden i Silkeborg.

Den 85-årige kvinde blev med ambulance kørt til sygehuset, efter at hun blev udsat for et groft røveriforsøg på Vestergade.

Kvinden kom søndag formiddag gående ad gågaden, da hun blev kontaktet af en 33-årig mand, som forlangte at få penge af kvinden.

ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev kvinden skubbet omkuld og fik brud på hoften.

Det lykkedes forbipasserende at pågribe gerningsmanden. Den 33-årige mand blev tilbageholdt og senere anholdt, da politiet kom til stede.

Den formodede gerningsmand vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.