Gade skuffet over regeringen

Århus-borgmester Louise Gade (V) mener ikke, at staten gør nok for at skaffe jobs til indvandrere.

Regeringen bør tage førertrøjen, når det handler om at skaffe job til flere indvandrere.

Det mener Venstre-borgmester Louise Gade fra Århus.

Hun er skuffet over, at Venstre og Konservative i det nye fælles regeringsgrundlag ikke lader staten gå forrest i forbindelse med ansættelse af indvandrere i det offentlige.

- Det havde ellers været klædeligt. Det ville sende et stærkt signal dels til de private arbejdsgivere om, at staten tager sin del af ansvaret og dels til flygtninge og indvandrere om, at det nytter at stræbe efter et job, og det nytter at tage en uddannelse, siger Louise Gade til Ritzau.

Hun peger på, at kommunerne allerede er i færd med at tage deres tørn, mens staten halter bagefter.