Fysisk straf og udelukkelse af børn: Daginstitution i søgelyset
Privat daginstitution i Odder er kommet under skærpet tilsyn
Fysisk strafrelaterede metoder, bevidst udelukkelse af børn fra fællesskabet og manglende omsorg.
Det er nogle af de klager, som Odder Kommune har modtaget det seneste stykke tid fra forældre og tidligere ansatte i den private daginstitution Myreturen mellem Odder og Saksild.
- Vi er ude i den kategori, der hedder klager over metoder til at sanktionere adfærd, som ikke harmonerer. Der er ikke tale seksuelle overgreb eller direkte fysisk vold, siger Karsten Poulsen, som er direktør for Børn, Unge og Kultur i Odder Kommune, til tv2oj.dk
Klagerne har nu ført til, at et flertal i byrådet hat besluttet at skærpe tilsynet med institutionen og stille med en række krav.
Direktør for Børn, Unge og Kultur i Odder Kommune, Karsten Poulsen, fortæller til tv2oj.dk, at daginstitutionen har været under skærpet tilsyn gennem længere tid.
- Vi har modtaget en række klager det seneste halve år. Antallet er eskaleret på det seneste, siger han og fortæller, hvorfor kommunen nu går skridtet videre:
- Vi har ikke haft tillid til, at problemerne kunne løses ved skærpet tilsyn. Myretuen har været under skærpet tilsyn flere gange.
Normal praksis er ifølge Karsten Poulsen, at der årligt bliver udført et uanmeldt og et anmeldt besøg hos kommunens daginstitutioner.
For mange børn og manglende ledelse
Et af kravene, der nu er blevet stillet til institutionen, omhandler antallet af børn, som ifølge Odder Kommune er alt for stort målt i forhold til problemerne.
Derfor kræver byrådet, at der bliver lukket for tilgang af børn, og at institutionen ansætter 'en pædagogisk leder på fuld tid, som har en relevant lederuddannelse med tiltrædelse senest 1. februar'.
- Der er behov for at få styrket den pædagogiske ledelse. Lige nu er der ansat en pædagogisk leder 15 timer om ugen, og det mener vi ikke, er forsvarligt til opgaven, siger Karsten Poulsen.
Odder Kommune kræver samtidig, at der bliver udarbejdet en ny rollefordeling for den ledelsesmæssige praksis i Myretuen samt at lederen bliver godkendt af kommunen.
Hvis institutionen, som har både vuggestue og børnehave, ikke formår at leve op til kravene, så vil Odder Kommune tilbagekalde godkendelsen til at drive privat daginstitution.
Odder Kommune oplyser desuden, at kommunen løbende vil være i dialog med Myretuen omkring implementeringen af byrådets krav.
Forældre til børn i Myretuen har enten i går eller i dag modtaget et brev med en orientering omkring problemerne i institutionen.
Her kan du se den fulde oversigt over kravene til Myretuen:
- At det pædagogiske tilsyn med Myretuen skærpes. Tilsynet foretages af Odder Kommune i samarbejde med en ekstern tilsynsenhed.
- At der, for at ingen af de nuværende børn i Myretuen skal forlade institutionen imod forældrenes ønske, lukkes for tilgang af børn i Myretuen fra dags dato og til der er opnået et niveau på 15 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn.
- At Myretuen pålægges at ansætte en pædagogisk leder på fuld tid, som har en relevant lederuddannelse med tiltrædelse senest 1. februar.
- At Odder Kommune skal godkende ansættelsen af den pædagogiske leder ud fra pædagogfaglige kriterier opstillet af Odder Kommune.
- At Myretuen udarbejder retningslinjer for den ledelsesmæssige rollefordeling i institutionen, som godkendes af Odder Kommune.
- At Odder Kommune, såfremt Myretuen ikke inden 1. maj 2016 efterlever samtlige ovenstående krav tilbagekalder Myretuens godkendelse til at drive privatinstitution.
Kilde: Odder Kommune.