Fysioterapeut fra Horsens til AGF

Uffe Hansen skifter til AGF

Foto: AC Horsens

Uffe Hansen, fysioterapeut og fysisk træner i AC Horsens, stopper i klubben til efteråret, hvor han i stedet skifter til AGF.

Uffe Hansen stopper hos 'De Gule' den 31. oktober i år, hvor han i stedet tiltræder i AGF, hvor han primært skal arbejde som fysioterapeut og arbejde tæt sammen med den fysiske træner i klubben.

- Skiftet har meget at gøre med den faglige sparring, som jeg får i AGF, der har dygtige folk, som jeg nu skal arbejde sammen med. I AC Horsens har jeg været den eneste indenfor mit område, siger Uffe Hansen til tv2oj.dk.

Med skiftet får han også mulighed for at få sit arbejdsliv og sit familieliv til at hænge bedre sammen.

I en meddelelse på AC Horsens' hjemmeside takker klubben Uffe Hansen for sin indsats i klubben.

- Vi er utrolig kede af, at Uffe Hansen har valgt at stoppe i AC Horsens, da det er en yderst kompetent og vellidt medarbejder, som vi skal sige farvel til. Uffe Hansen har været en fast del af trænerteamet i AC Horsens de seneste mange år, hvor han har ydet en kæmpe indsats for AC Horsens, siger Kristian Nielsen, der er direktør i klubben.