Fysik-shows som eksportvare

Udenlandske studerende besøger Aarhus Universitet for at lære, hvordan man på en underholdende måde underviser i fysik.

I løbet af året vil studerende på flere europæiske universiteter deltage i seminarer på Aarhus Universitet for at få gode idéer til, hvordan faget fysik kan formidles i undervisningen på en både lærerig og underholdende måde.

En gruppe fysikstuderende fra universitetet har i flere år rejst rundt med 'fysikshowet' på folkeskoler og gymnasier.

Ifølge Gymnasieskolens Netnyheder har denne måde at lancere faget på bredt sig til andre danske universiteter, og nu vil en række udenlandske universiteter kopiere konceptet. Det ny projekt bærer navnet EuroPhysicsFun, og det har modtaget knap 600.000 kr. i samlet støtte fra både private og offentlige midler. /ritzau/