Fyrværkeri-glad mand fra Norddjurs kræves fængslet

Politiet fremstiller 48-årig mand i grundlovsforhør efter politiaktion i Vivild på Djursland

00:43

Østjyllands Politi måtte mandag afspærre et område ved Langgade i byen Vivild ved Allingåbro.

Politiet havde nemlig fundet effekter på stedet, som kunne være sprængstof. Det viste sig dog at være fyrværkeri, der senere blev fjernet af ammunitionsryddere.

Politiet fandt også en jagtriffel og noget ammunition på stedet. Betjentene fandt derudover effekter, som de mener stammer fra indbrud. 

Læs også Efter afspærring: Fyrværkeri fremstod som sprængstof – en person er anholdt

Den 48-årige beboer blev anholdt på stedet, og nu har Østjyllands Politi så besluttet, at manden skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Ifølge Østjyllands Politi er den 48-åriges synderegister langt. Han er sigtet for ulovlig besiddelse af en jagtriffel, der formodes stjålet, ligesom han er sigtet for indbrud i et fritidshus i Norddjurs. Slutteligt er han også sigtet for besiddelse af fyrværkeri, der skal undersøges med henblik på en såkaldt ’farlighedsvurdering’. 

Læs også Mistanke om sprængstof-fund fik politiet til at afspærre område

Østjyllands Politi anmoder om dørlukning i forbindelse med sagen. TV 2 | ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar til sagen, men det har politiet ikke ønsket at give. 

I videoen øverst i artiklen kan du se billeder fra politiets aktion i Vivild.