Fylder 109 år: Ellen er Aarhus' ældste

Ellen Adelaide Brandenborg fyldte i dag 109 år

02:14

Ellen Adelaide Brandenborg fra Aarhus kom til verden den 7. januar 1906.

Hun blev født i en tid, hvor de fleste af de fornødenheder, man kender i vores tid, slet ikke var blevet opfundet.

Det var dengang hestevogne og brosten erstattede biler og asfalt, og hvor lyset i lamperne ikke kom fra elektricitet.

I dag - en ganske almindelig onsdag i januar - oplevede Ellen Adelaide Brandenborg en begivenhed, kun de færreste af os kan prale af. Hun kunne fejre sin 109 års fødselsdag.

Hun er dermed den ældste borger i Aarhus Kommune. Den næstældste er 'kun' 105 år gammel. 

Læs også Ellen fra Aarhus er Danmarks ældste. I dag fylder hun 111 år

Hvis man kunne tænke sig at gøre hende kunsten efter, har fødselaren her et par gode råd:

- Du skal leve sundt. Du må ikke begynde at ryge, og du må heller ikke tage alle de her beskidte stoffer, som ungdommen køber i dag, siger Ellen Adelaide Brandenborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ellen Adelaide Brandeborgs fødselsdag begyndte i formiddag med familie og fødselsdagssang i lejligheden på Lokalcenter Søholm i Stavtrup. Her flyttede hun til for to måneder siden, da hun ikke længere kunne være i sit eget hjem.

Hjem for Ellen Adelaide Brandenborg har gennem tiden været flere steder. Hun er født i Skørping i Nordjylland og flyttede som 23-årig til Canada for at arbejde. Der mødte hun sin mand, Carl Brandenborg, som hun senere fik fire børn sammen med.

De tre af børnene lever stadig og er henholdsvis 69, 79 og 83 år gamle.

Mød 109-års fødselaren i tv-indslaget øverst på siden.