Fundet ulovlige ålefælder i fjord
Fiskerikontrollen på besøg ud for Alrø
Fiskeriinspektorat Øst fik sig noget af en fangst, da de torsdag var på kontrol i Horsens Fjord ud for den lille ø Alrø.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Her fandt de ikke mindre end 72 ulovlige ålefælder, som lå nær dæmningen ved øen.
Ifølge vicefiskeriinspektør Claus Wille var fælderne ulovlige, fordi de var lavet af sorte plasticrør.
Han vurderer, at det er lystfiskere, der har været på spil.
Fiskerikontrollen fik fisket fælderne op til overfladen ved at trække et drivanker hen over havbunden. Ingen af fælderne var nemlig markeret med bøjer, hvilket også er ulovligt.
Derudover har fiskerne bag fælderne undladt at mærke fælderne med navn og fiskerinummer,. De har også brugt flere redskaber end det tilladte, da de har brugt 72 fælder, hvor de kun må sætte seks ud.
Samlet set løber det op i en forseelse, der vil koste de ansvarlige 10.000 kroner.
Fundet af de ulovlige ålefælder er nu meldt til politiet.