Fuldt hus til borgermøde i Hevring
Alle de 200 stole var besat til aftenens borgermøde i Vivild-Hallen. Og borgernes bekymring for støj fra militærets øvelser var stor.
Bogerne i Hevring-området er stærkt bekymrede ved udsigten til, at militæret måske også fremover fortsætter med at bruge området til militære øvelser. Det stod klart, da borgerne her til aften fyldte Vivild-Hallen.
Bekymringen kom frem i en lang række spørgsmål fra borgerne til panelet, der bestod af politikere og repræsentanter fra Forsvarskommandoen.
Spørgsmålene kredsede om de støjgener, som borgerne imødeser. I løbet af eftermiddagen havde militæret inviteret borgere og lokale politikere til en demonstration af de fremtidige øvelsesaktiviteter, men demonstrationen beroligede ikke borgerne.
Ifølge det seneste forsvarsforlig skal det militære øvelses-terræn ved Hevring på Norddjurs lukke, men på grund af store protester fra militæret kan den beslutning nu måske blive annulleret.
Det vækker harme i Hevring-området, at chancen for at komme af med militærets larmende øvelser nu måske er ude af rækkevidde.
Det militære øvelses-terræn har i årevis været genstand for megen vrede, fordi borgere i området har klaget over støjgener. De kæmper derfor for en lukning eller i det mindste en neddrosling af aktiviteterne i skydeterrænet.