Fuld MC'er væltede i kryds

37-årig anholdt efter trafikuheld

Den 37-årige motorcyklist væltede i krydset Ringvejen/Kystvej i Grenaa. Foto: Google Maps

En 37-årig mand er blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter at han onsdag aften væltede på motorcykel i et lysreguleret kryds i Grenaa.

Ifølge Østjyllands Politi kom den 37-årige motorcyklist kørende mod øst ad Ringvejen, da han ville svinge til venstre ad Kystvej.

Da manden ville stoppe for rødt lys, gik det imidlertid galt. Ifølge et 31-årigt vidne, som kontaktede politiet, væltede den 37-årige umiddelbart foran det lysregulerede kryds.

En politipatrulje konstaterede senere, at den 37-årige mand var påvirket af spiritus. Han blev derefter anholdt.

Senere på aftenen blev der taget en blodprøve for at fastslå mandens alkoholpromille.