Fuld lastvognschauffør anholdt ved Trige
En 47-årig tysk mand anholdt for spritkørsel på motorvej E45 ved Trige.
25. jun 2007, kl. 17:37
Mere end 30 dage gammel
Manden blev anholdt søndag eftermiddag.
Politiet blev tilkaldt, da et stort sættevognstog kørte slingrende ad motorvejen nordpå.
Kørslen var så slingrende, at andre trafikanter ikke turde overhale. Omkring Trige lykkedes det en patrulje at standse lastvognstoget.
Den 47-årige chauffør var meget fuld, og han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han gjorde modstand under anholdelsen, men blev hurtigt overmandet. Der blev taget blodprøve til fastlæggelse af promillens størrelse. Først sidst på aftenen kunne chaufføren løslades.