Fuld kvinde på vej i åen
Kørte ind i gelænder og tæt på at køre i Lilleåen
12. feb 2015, kl. 13:45
Mere end 30 dage gammel
En forbipasserende fik sig en forskrækkelse, da han på Ågade i Hadsten opdagede en kvinde, der var godt på vej til at køre sin bil i Lilleåen.
Den 16-årige unge mand henvendte sig straks til politiet for at oplyse, at føreren af en personbil var bakket ind i et gelænder, og at han ikke var i tvivl om, at bilen var tæt på at køre i åen.
Da patruljen ankom hos kvinden i bilen, blev der foretaget udåndingsprøve, og det kunne konstateres, at den 33-årige kvindelige fører var påvirket af spiritus.
- Hun er godt og grundig fuld, da politiet ankommer til stedet, siger politikommissær hos Østjyllands Politi Vagn Martinussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet fik anmeldelsen kl. 2.47 natten til torsdag.