Fuld bilist forsøgte at stikke af fra politiet

En 27-årig mandlig bilist var ikke meget for at standse, da politiet i nat vinkede ham ind til siden i Silkeborg.

Et par politibetjente fik sig lidt ufrivillig motion, da de kort før klokken fire natten til fredag ville standse føreren af en rød Toyota.

Bilisten forsøgte i første omgang at køre fra politibilen, og da han ikke havde held til det, stillede han den fra sig på Mosevej i Silkeborg.

Manden forsøgte derefter at stikke af fra betjentene til fods, men efter en kort jagt blev han indhentet og anholdt.

Ifølge vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi var den 27-årige mand fra Viby ved Århus beruset og muligvis påvirket af narko. Der blev derfor taget en blodprøve og en urinprøve på politistationen i Silkeborg.