Fuld 25-årig ramte lygtepæl
Mistede kontrollen over sin knallert i Randers Midtby
Et lidt for heftigt indtag af alkohol er formentlig årsag til, at en 25-årig mand i weekenden mistede kontrollen over sin knallert på Havnegade i Randers Midtby.
Ifølge Østjyllands Politi kom den 25-årige knallertkører kørende ad Havnegade mod sydvest, da han mistede kontrollen over sit køretøj og væltede.
Efter at han var styrtet, kurrede manden hen ad cykelstien, inden turen stoppede brat - formentlig ved mødet med en lygtepæl.
Da politiet ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at den 25-årige havde drukket alkohol, inden han satte sig til rette på knallertens saddel og tog et fast greb om gashåndtaget.
I politiets døgnrapport er der ingen oplysninger om, hvorvidt den uheldige knallertkører kom til skade.
Uheldet skete lørdag aften.