Fugtig Skanderborg Festival
Festival-gæsterne i Skanderborg bør gardere sig med regntøj i weekenden. Byger er på vej, vurderer DMI.
Det bliver en halvvåd omgang for de mange tusinde gæster på Skanderborg Festival. Termometret kan lørdag nå op på 25 grader, luften bliver lummer, og der er risiko for tordenbyger. Og den ustabile melding gælder hele landet.
- Det er god idé at gardere sig med regntøj for festivalgæsterne i Skanderborg, men det bliver ikke noget ligesom, vi så under Roskilde Festival, hvor det stod ned med 40 til 50 millimeter på en dag, siger vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, Jørn Thomsen, til Ritzau.
Solen vil dog også titte lidt frem mellem de mange skyer lørdag, og søndag klarer det op fra vest, beroliger meteorologen. Der vil fortsat komme spredte regnbyer, men ikke så massive regnskyl, som der kan komme dagen før. Nålen på termometret kommer til gengæld til at stå lidt lavere, omkring 22 grader.
Ifølge meteorologen kan resten af Danmark forvente et weekendvejr, der minder meget om det, som festivalfolket i Skanderborg har udsigt til.
EKSTRA:
Læs flere nyheder på tv2oj.dk's særlige festival-sektion - klik" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/skanderborg_festival_2007.asp">klik her!