Fuglsang ved at genfinde formen: Vinder etape i Kasakhstan
Cykelrytteren Jakob Fuglsang er kommet sig helt efter sin skade og vandt søndag en etape i Kasakhstan
Der var søndag succes for Jakob Fuglsang, som fik ødelagt en del af sæsonen, da han brækkede kravebenet og udgik af årets Tour de France.
Siden har Astana-rytteren deltaget i nogle cykelløb i Canada, hvor han var nødt til at udgå undervejs.
Læs også
Men nu er Jakob Fuglsang ved at finde formen, og søndag vandt han en etape i etapeløbet Tour of Almaty i Kasakhstan.
Jakob Fuglsang kørte af sted solo og kom i den kuperede afslutning alene over målstregen på anden etape af Tour of Almaty, som strakte sig over 160,5 kilometer fra Halyk Arena til Medeu.
Første etape blev lørdag vundet af holdkammeraten Aleksej Lutsenko, som søndag endte på andenpladsen og vandt løbet samlet.
Læs også
Jakob Fuglsang, som lørdag kun blev nummer 90, endte på grund af etapesejren som samlet treer i todagesløbet.
Det er planen, at Jakob Fuglsang deltager i Lombardiet Rundt i næste weekend.