Fuglsang slipper for overmand
Quaade vil ikke forsvare mesterskab i Hammel
Rasmus Quaade overraskede de fleste, da han sidste år vandt DM i enkeltstart foran blandt andre storfavoritten Alex Rasmussen og Jakob Fuglsang.
Men Quaade har ikke i sinde at forsvare titlen og den rød-hvide trøje.
- Det er sådan, at vi tager til Livigno med banelandsholdet frem mod OL. Det betyder, at jeg ikke kører elite-DM. Så jeg kommer ikke til start, siger Ramus Quaade til feltet.dk.
Quaade vandt lørdag U/23-DM i samme disciplin i et løb, der udviklede sig dramatisk og blodigt, da han var involveret i en påkørsel, hvorefter han fik lov at starte igen.
Den københavnske temporytter, som vandt VM-sølv i enkeltstart for U/23 på hjemmebane i efteråret, kørte også imponerende ved sidste års DM for eliteryttere.
Rasmus Quaade gav sig fuldt ud, og efter løbet kollapsede han på asfalten, hvor han lå i adskillige minutter og hev efter vejret omsvøbt i en sølvdragt for at holde varmen.
Lidt senere kørte en nærmest upåvirket Alex Rasmussen over stregen, men i en tid der var hele 49 sekunder langsommere end Quaades.
Rasmussen sluttede på fjerdepladsen, mens Jakob Fuglsang og Mads Christensen blev henholdsvis nummer to og tre.