Fuglsang skifter cykelhold

Får en central rolle på sit nye hold

Som ventet kører den østjyske cykelrytter Jakob Fuglsang i næste sæson for det kasakhiske hold Pro Team Astana. Det oplyser Astana på sin hjemmeside torsdag aften.

Den silkeborgensiske cykelprofil får en kontrakt, der gælder til udgangen af 2015, og han får en central rolle, lover team manager Giuseppe Martinelli, der for nylig også hentede den italienske stjerne, Tour de France-treeren Vincenzo Nibali til sit hold.

- Vores aftale med Fuglsang er en hjørnesten for Pro Team Astanas strategi for 2013-sæsonen. Med ham, Nibali og (Janez, red.) Brajkovic har vi tre fremragende kaptajner til næste sæsons tre store etapeløb.

- Han er stadig en ung rytter, som kan give sit bedste på vores hold, siger Giuseppe Martinelli.

Kunne ikke fortsætte på Radioshack-Nissan

Det har længe stået klart, at Jakob Fuglsang ikke kunne fortsætte på sit hidtidige hold, Radioshack-Nissan, hvor han tidligere på året ragede uklar med ledelsen, som han mente skyldte ham løn.

Det fik ledelsen til at udelukke Fuglsang fra alle de betydende protourløb i resten af sæsonen, og siden har der været spekuleret i, hvor den danske etapeløbsekspert havde sin fremtid.

Både Omega Pharma-QuickStep og Bjarne Riis' mandskab, Team Saxo Bank-Tingkoff Bank, har været varme bud, men valget er altså faldet på det kasakhiske hold.

I denne sæson har Jakob Fuglsang vundet de mindre etapeløb Luxembourg Rundt og Østrig Rundt og har vundet DM i enkeltstart.

Men han har aldrig lagt skjul på, at han har større ambitioner, som først og fremmest kredser om Tour de France, giro d'Italia og Vuelta a España.