Fuglsang: Jeg havde ikke mere
Har ikke opgivet håbet om Top 10
Silkeborg-cykelrytteren Jakob Fuglsang eksploderede på de sidste kilometer af 8. etape i Tour de France, fortæller han selv.
Det var et skuffende resultat, men den østjyske rytter har ikke opgivet håbet om Top 10.
Jakob Fuglsang sad, hvor han skulle, lige indtil Team Sky splittede feltet, og så eksploderede danskeren, som kom i mål som nummer 17, hvilket var 2'34" efter løbets etter, Chris Froome.
- Indtil de sidste seks eller syv kilometer gik det okay. Jeg tror, jeg gik med lidt for længe, og så betalte jeg prisen. Jeg eksploderede lidt. Det var lidt ærgerligt. Men jeg forsøgte, og jeg sad også med længe. Men Richie Porte er bare lidt for stærk for ham, sagde Fuglsang lige efter dagens etape.
- Jeg havde ikke mere i benene. Jeg kørte, med hvad jeg havde, sagde Fuglsang, lige da han havde krydset målstregen på Ax 3 Domaine.
Har stadig noget at give
Taktikken fra Fuglsangs side før dagens etape var, at han skulle følge med Team Saxo-Tinkoff og Team Sky, så længe han kunne.
Det lykkedes et langt stykke ad vejen, og selvom slutningen på etapen glippede for Astana-kaptajnen, så føler han stadig, at han har noget at give resten af Tour de France.
- Formmæssigt føler jeg, at jeg er rigtig godt med. Da jeg bliver sat, sidder jeg lige der, hvor jeg havde håbet på at sidde, men jeg ville gerne have holdt ved, for jeg ender med at komme i mål lidt efter det, jeg havde håbet på. Jeg gik lidt for højt op i omdrejninger, og så eksploderede motoren, sagde Fuglsang, som havde overskud til et smil.
Er du mere eller mindre optimistisk i forhold til at komme i Top 10 efter i dag?
- Umiddelbart havde jeg håbet på mere.
Så du er skuffet?
- Et eller andet sted, ja. Men jeg kørte med, hvad jeg havde. Der var ikke mere tilbage.
Jakob Fuglsang ligger nummer 17. i klassementet 3'27" efter Chris Froome i den gule trøje.