Fuglsang får kaptajnrolle til næste Tour de France
Den silkeborgensiske cykelrytter Jakob Fuglsang får en kaptajnrolle i næste års Tour de France, lyder det fra hans hold
Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) får muligheden for at levere et stort resultat i næste års Tour de France.
Således siger Astana-sportsdirektør Dimitri Fofonov, at holdet har udset en kaptajnrolle til Jakob Fuglsang i Tour de France 2018.
Læs også
- Jakob var meget stærk i år, og han var opsat på at være kaptajn i Tour de France. Han har fortjent endnu en chance i Touren, skriver Dimitri Fofonov i en mailudveksling med Ekstra Bladet.
Den italienske rytter Fabio Aru er en af de store stjerner på Astana-mandskabet, men det er endnu uvist, om han skifter hold til næste sæson.
Læs også
Uanset hvad skal Fuglsang, der er fra Silkeborg, dog være Tour-kaptajn, lyder det.
- Hvis Fabio bliver på holdet, vil de komme til at køre forskellige programmer, skriver Dimitri Fofonov.
- Jakob vil ikke blive skubbet i baggrunden. Det er vores plan med ham, at han skal vinde Paris-Nice og køre på podiet i Tour de France. Jeg er sikker på, at han kan gøre det, lyder det fra sportsdirektøren.
Læs også
Fofonov understreger samtidig, at det ikke var meningen, at Fuglsang og Aru skulle have kørt sammen i årets Tour de France.
Det ændrede sig dog, da Aru meldte afbud til Giro d' Italia efter et styrt, og derfor kørte de to Astana-profiler side om side i Touren. Her var det dog Fuglsangs tur til at styrte, og det betød, at han udgik undervejs.
Læs også
Jakob Fuglsang har tilføjet imponerende resultater til sit cv i løbet af de seneste par sæsoner. Blandt andet blev det til OL-sølv i Rio i 2016, mens han i denne sæson tog den samlede sejr i Critérium du Dauphiné.
Fuglsang har kontrakt med Astana frem til 2019.