Fugleinfluenza-alarm afblæst
Faren for fugleinfluenza er drevet over. Derfor kunne de østjyske hønseavlere i dag slippe hønsene ud i naturen.
Høns og andet fjerkræ må nu igen komme udenfor.
Fødevarestyrelsen har de seneste måneder krævet, at økologiske landmænd holdt deres høns under tag. På den måde har man kan kunne undgå, at de blev smittet med fugleinfluenza fra vilde fugle.
Nu er kravet om, at hønsene ikke må opholde sig i de fri, imidlertid blevet ophævet. Derfor kunne de østjyske fjerkræavlere i dag slippe hønsene ud.
- Det er utroligt dejligt. Mange af mine høns er 24 uger gamle, og de har derfor aldrig prøvet at være ude, siger landmand Ove Sølvsten fra Voel ved Silkeborg.
Selv om hønsene atter befinder sig under åben himmel, er Ove Sølvsten dog stadig nødt til at tage blodprøver af sine dyr. I dag sendte han således 10 blodprøver fra tilfældige høns af sted til nærmere undersøgelse for fugleinfluenza.