Fugleindbrud på Musvågevej
Indbrudstyve stjal omkring 25 fugle
Fritidsklubben på Musvågevej i det vestlige Aarhus har fået stjålet omkring 25 fugle fra en voliere.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag eftermiddag og mandag morgen.
- Indbrudstyvene har brudt en dør op til et skur og derefter en tråd dør til fugleburet, fortæller Mogens Brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi til TV 2| ØSTJYLLAND.
Det er blandt andet kanariefugle, undulater og dværgpapegøjer, som fritidsklubben har fået stjålet. Den eneste fugl der ikke er stjålet, er fritidsklubbens påfugl, den har til gengæld mistet sin hale, som indbrudstyvene har rykket af.
- Vi har kigget billeder fra vores videoovervågning igennem, og på dem kan vi se, at der har været nogle drenge forbi, siger Hanne Thomsen leder af fritidsklubben til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Fritidsklubben vil nu overdrage billederne fra videoovervågningen til Østjyllands Politi.