Fugle-edderkopper kribler frem lige nu: Her lever de i Østjylland

Ja, vi har fugleedderkopper i Danmark, og lige nu er de ude af deres skjul på jagt efter en mage

Sådan ser den nordlige fugleedderkop, som lever frit i Danmark, ud. Foto: Morten D.D. Hansen

Edderkoppen har normalvis en krop på et par centimeter, og er en af de største, vi har i landet. Foto: Morten D.D. Hansen

1 af 2

De færreste ved det, men vi har faktisk fuglekopper i Danmark, og særligt i Østjylland lever de frit i naturen flere steder.

I 1994 blev arten - den nordlige fugleedderkop - genfundet her i landet, og særligt i efterårsmånederne risikerer man at rende ind i dyret.

I Østjylland har vi set den især i Silkeborg-området, på Randers-egnen, på Helgenæs og Mols samt sydsiden af Samsø.

Morten D.D. Hansen, edderkoppe-ekspert

Her vover hannerne sig nemlig ud af de tunneller og rør, som de lever i under jorden. De går på jagt efter hunnens gemmested for at parre sig.

- Ellers kommer fugleedderkopperne sjældent frem, og generelt er arten i tilbagegang og mere og mere sjælden. I Østjylland har vi dog set den især i Silkeborg-området, på Randers-egnen, på Helgenæs og Mols samt sydsiden af Samsø, siger edderkoppe-ekspert og museumsinspektør hos Naturhistorisk Museum Morten D.D. Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det var faktisk Morten D.D. Hansen selv, der fandt edderkoppen i Danmark igen tilbage i 1994. Siden har han været med til at spotte og grave den frem utallige gange.

01:18

Morten D.D. jubler over de vilde urter, som man kan se ved det gamle baneterræn i Aarhus, hvor letbanen er blevet opført. Se et tidligere interview med ham her.

Luk video

- Fugleedderkoppen skal have varme, så den lever på sydvendte skrænter og i stabil gammel natur. Så man ser den ikke på en almindelig pløjemark, siger Morten D.D. Hansen.

Tysker lod sig bide

For ham er netop denne edderkop noget særligt. Den er en af de største, vi har her i landet med sin krop på op til et par centimeter, og den kan samtidig blive op til 15 år gammel. Mange edderkopper bliver kun to-tre år.

Læs også Masser af dyreliv: Sjælden edderkop lever godt gemt i byen

Den nordlige fugleedderkop er desuden en af de farligste og mest giftige, vi har i Danmark, men meget få er blevet bidt af den.

- Den har nogle meget store giftkroge, men det er så sjældent, at man ser den, og derfor også uhyre sjældent, at den bider et menneske. Du skal nærmest grave den op og klemme på den, før den bliver irriteret nok til at bide, forklarer eksperten og fortsætter:

- Men en tysker lod sig engang bide af den, og han fik det ret skidt.

Edderkoppen lever det meste af livet i et såkaldt spindrør, som her er fotograferet ved Himmelbjerget. Foto: Morten D.D. Hansen

Det vurderes dog, at man ikke kan dø af den nordlige fugleedderkops bid.

Det latinske navn på edderkoppen er atypus affinis og er i forskerkredse et yndet samtaleemne. Det er nemlig særpræget, at en fugleedderkop kan leve på disse kanter.