Fugle æder AGF's hjemmebane

Imens spillerne fra AGF har svedt under sydens sol, har tusindvis af fugle slået lejr på 'de hvide's' hjemmebane på NRGi Park.

De uvelkomne fugle har boltret sig på NRGi Park, mens AGF-spillertruppen har været på træningslejr i spanske La Manga.

- Vi døjer lige nu med tusindvis af fugle, som æder løs af banen. Det er både råger, måger, krager - ja alt hvad der kan flyve. Efter sneen er smeltet, er det grønne græs jo kommet til syne igen, og sådan noget findes åbenbart ikke særlig mange steder, fortæller en hårdtprøvet driftschef for Atletion Johnny Brorson Christensen til Århus Stiftstidende.

Den grønne bane har altså virket lidt for tillokkende for byens mange forfrosne fugle, som dermed har øjnet muligheden for et 'fodboldmæssig-festmåltid'.

For at sikre sig at AGF's fodbold-drenge forsat kan spille på græs, har Johnny Brorson Christensen handlet hurtigt.

- Et fugleskræmsel virker sgu ikke, så jeg har været ude at investere i flere hundrede kilo fuglefoder, som nu er blevet lagt i nogle bakker for enden af tribunerne, forklarer driftschefen, som i forvejen døjer med en halvsløj fodboldbane.

- Rigtig mange personer har gået på plænen, mens der har ligget sne, og det har været skidt for den, og når alle de her fugle så oven i købet er begyndt at æde af den, så ligner den jo efterhånden en ørken, mener Johnny Brorson Christensen.

Det nyindkøbte foder har indtil videre fjernet noget af fokussen fra det grønne græs, men driftschefen er dog stadig skeptisk.

- Nu må vi se, hvor længe det foder holder. Slipper det op, må jeg købe noget nyt, for de skal bare væk fra græsset. Det værste er næsten, at de jo ikke engang får kolde fusser, mens de æder, for der er jo varme i banen, siger en fortørnet Johnny Brorson Christensen.

Forårets første AGF-hjemmekamp spilles 15. marts mod Silkeborg.

Kilde: Århus Stiftstidende