Frygter at Ryanair lukker rute fra Aarhus Lufthavn
Nyhedsbrevet Boarding.dk skriver, at ruten Oslo-Rygge - Aarhus vil være en af de næste intra-skandinaviske ruter, som Ryanair vil lukke.
Ved udgangen af juni måned opgiver Ryanair kampen mod SAS og Norweigan og lukker ruten mellem Stockholm-Skavsta og Oslo-Rygge. Det får nu iagttagere til at frygte, at ruten mellem Oslo-Rygge og Aarhus Lufthavn vil være en af de næste intra-skandinaviske ruter, som Ryanair vil tage beslutning om at afvikle.
- Når det gælder Ryanair, er det meget vanskeligt at spå om deres fremadrettede handlingsmønstre, de flyver kun på ruter, hvor de tjener penge, siger direktør i Aarhus Lufthavn Ole Paaske, til TV 2 | ØSTJJYLAND.
Han har dog ikke på nuværende tidspunkt, hørt noget om at Ryanair skulle have planer om at lukke ruten til Oslo.
Ekspert i luftfart Kristian Hvass fra Copenhagen Business School vurderer endda at ruten mellem Aarhus og Oslo har gode overlevelsesmuligheder.
- Der er ikke så stor konkurrence for Ryanair på ruten mellem Aarhus og Oslo, som eksempelvis der er på ruten mellem Stockholm og Oslo. Når konkurrencen ikke er så stor, kan Ryanair tage en højere billetpris, og dermed bliver ruten mere attraktiv, siger Kristian Hvass til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ryanair åbnede ruten til Oslo d. 31. marts i år og flyver ugentlig fire gange fra Aarhus til Oslo.