Frygter for fiske-katastrofe
Op mod flere ton regnbueørreder sluppet ud i å
Sidste uges store regnmængder kan få store konsekvenser for fiskene i Funder Å vest for Silkeborg.
Regnen har formentlig fået vandet i fire nærliggende dambrug til at flyde over. Det betyder, at de mange regnbueørreder i dambrugene nu er sluppet ud i åen.
Derfor skal zoolog Morten Vissing fra AQUA i Silkeborg i dag ud og forsøge at indfange fiskene, som ellers kan udrette stor skade i naturen:
- Det er en katastrofe. De opdrættede fisk har en ufattelig appetit. Når først de slipper ud, går de løs på alt, hvad kan komme i nærheden af - for eksempel småfisk, siger Morten Vissing til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge zoolog Morten Vissing kan det være op mod flere ton regnbueørreder, som er sluppet fri. For at mindske risikoen for, at ørrederne spreder sig i hele åløbet, er åen blevet spærret med et net.
De mange regnbueørreder blev opdaget ved et tilfælde i weekenden:
- Det var nogle lystfiskere, som tilfældigt opdagede det, fordi der pludselig væltede med fisk i åen, siger Morten Vissing.