Frygt for forgiftning
Over 30 børnehavebørn indlagt akut på sygehuset p.g.a. frygt for pilleforgiftning
Der blev slået alarm i børnehaven Regnbuen på Jernaldervænget i Brabrand i fredag.
Over 30 børn blev kørt til børneafdelingen på Skejby Sygehus og skadestuen på Aarhus Kommunehospital på grund af mistanke om forgiftning. Det skriver Århus Stiftstidende.
Årsagen til mistanken var tilsyneladende, at en pædagog opdagede en gruppe børn med en pilleæske med smertestillende piller indeholdende paracetamol.
Da ingen vidste, hvor pillerne stammede fra, eller om nogen af børnene havde spist af pillerne, blev samtlige børn i børnehaven kørt på hospitalet.
Her blev de indlagt til observation og fik taget en blodprøve, men alle kunne ånde lettet op sidst på dagen.
Ingen af de små børn var blevet forgiftet. Og efter få timer blev børnene sendt uskadte hjem igen.