Frustreret Randers-spiller uenig i straffespark
Hverken Randers' Erik Marxen eller Brøndbys Simon Hedlund mener, der burde være dømt straffespark søndag aften.
Søndag aften vandt Brøndby 2-1 over Randers i Superligaen. De blå-gules scoring til 2-0 kom på et tvivlsomt straffespark begået af Erik Marxen, der i samme ombæring fik sit andet gule kort og blev vist ud.
Randers-forsvarsspilleren var i duel med Brøndbys Simon Hedlund i feltet, og Marxen var efter kampen dybt uenig i straffesparket.
Læs også
- Hedlund var inde i feltet og tog et langt træk, og så jeg følte jeg, at jeg kunne komme ind foran ham. Han sparkede så ind i min læg, og så fløjtede dommer Jakob Kehlet et straffespark, jeg er meget uenig i.
- Jeg synes, jeg var inde og skærme bolden, og jeg gjorde ikke noget aktivt for at nedlægge ham, siger Marxen.
Brøndby-spiller: Der var ikke straffe
Brøndbys Simon Hedlund indrømmer, at han heller ikke mener, der burde være fløjtet straffespark.
- Lige da det skete, troede jeg, at dommeren dømte frispark til Randers. Jeg var helt klart bag ved ham i situationen, siger Hedlund og fortsætter.
- Jeg har set den på tv efterfølgende, og jeg synes stadigvæk, der er frispark til Randers, siger Brøndby-midtbanespilleren.
Erik Marxen mener, at straffesparket og den efterfølgende udvisning fik enorm betydning for kampens udfald.
- Vi havde fuldstændig styr på kampen og pressede godt på. I mine øjne lignede det et spørgsmål om tid, før vi ville score, siger Marxen.
Efter kampen ønskede dommer Jakob Kehlet ikke at udtale sig. Ifølge TV3 Sport skyldes det, at Randers har nedlagt protest i sagen, og det medfører, at dommeren ikke må udtale sig i de første 24 timer efter kampen.
Randers ryger med nederlaget ud af top-seks. Kronjyderne ligger med tre runder tilbage af grundspillet på ottendepladsen i Superligaen.
TV2 ØSTJYLLANDs Kasper Skipper gennemgår hver uge den aktuelle status for Randers FC, AGF, AC Horsens og Silkeborg IF. Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update' her: