Frugtskab kan måske løse abe-problemet
Fire aber har siden lørdag nydt friheden i et lille stykke skov på Djursland, 200 meter væk fra deres zoo
Et stort bur fuldt med frugter skal lokke berberaber frem fra deres skjul.
Sådan lyder ejeren af Munkholm Zoo's nødplan, efter at fire berberaber lørdag stak af fra den zoologiske have i Balle syd for Grenaa.
Aberne nyder fortsat friheden søndag formiddag, hvor tre aber er spottet i et lille stykke tæt skov ved en gammel gård i nærheden af den zoologiske have, oplyser Benny Johansen, der ejer Munkholm Zoo.
Zoo: Aberne kan blive hele sommeren
Den sidste abe er med høj sandsynlighed også inde i den lille granskov, da berberaber er flokdyr og holder sig sammen.
Søndagens jagt starter med bedøvelsespile. Det gjorde den også lørdag, men her befandt aberne sig for højt oppe i træerne til, at man kunne ramme dem med pilene.
Nu skal de lokkes ned fra træerne med frugt, så aberne er inden for rækkevidde.
- Vi står på lur bag den gamle bygning og håber på, vi kan ramme dem. Vi kan se dem sidde oppe i træerne, så det er lidt frustrerende, siger han.
Hvis det ikke lykkedes den tilkaldte dyrlæge at ramme aberne på jorden, skal et stort bur fyldt med frugt bruges til at indfange dem, oplyser Benny Johansen.
Aberne har boet sammen i Munkholm Zoo i fire år og er købt fra andre zoologiske haver. De har aldrig før været uden for fangenskab.
Se video af aberne øverst i artiklen.