Fruelund: Det bliver svært
Vanskeligt at erstatte verdensklassespillere
Det er et hårdt slag for Randers HK, at verdensklassespillerne Siraba Dembele og Chana Masson smutter til sommer.
Det erkender håndboldklubbens sportslige controller og talentchef, Katrine Fruelund.
- Det er to topspillere, som vi meget gerne havde set fortsætte i Randers. I forhold til Chana Masson kan alle kan se, hvilken betydning hun har for vores hold. Der er nærmest ingen som hende. Hun havde et tilbud fra os om at fortsætte, og jeg synes, vi har gjort alt - og lidt til - for at holde på hende. Men det var desværre ikke nok, siger Fruelund til Randers Amtsavis.
Katrine Fruelund lægger ikke skjul på, at det bliver nærmest umuligt at erstatte Masson med en spiller af samme kaliber.
Der findes kun en håndfuld keepere på samme niveau i verden, men spillere som Amandine Leynaud i Valcea og Katrine Lunde i Györ er i en lønklasse, hvor Randers HK ikke kan være med.