Frodelund stopper på Nyhedsavisen
Tidligere chefredaktør på Århus Stiftstidende fik kun ni dage som chef for Nyhedsavisens Århus-redaktion.
Tidligere chefredaktør på Århus Stiftstidende Erik Frodelund stopper på Nyhedsavisen, nærmest før han fik begyndt. Frodelund blev ansat som leder af Nyhedsavisens Århus-redaktion for bare ni dage siden. Men nu er det altså slut.
- Jeg stopper, fordi jeg var blevet stillet noget andet i udsigt end det, der rent faktisk var tilfældet, sagde Erik Frodelund til TV 2 | ØSTJYLLAND i aftes.
Frodelund ønskede ikke at uddybe årsagen til sin opsigelse yderligere.
Ifølge Jyllands-Posten kan hans fratræden dog hænge sammen med, at den jura-uddannede århusianer var blevet stillet en 'Spørg advokaten'-rubrik i udsigt.
I går tæt på deadline skulle Nyhedsavisens chefredaktør, David Trads, have meddelt, at rubrikken ikke blev til noget, og derfor valgte Erik Frodelund at tage sit gode tøj og gå.