Frivilligheden fejres med mandskor og fællesskabssuppe

Plejehjemmet Borgvold i Viby fik i dag elegant besøg af et barbershop-kor som optakt til frivillighovedstadsåret

Barbershopkoret Viggo og Co gæster Plejehjemmet Borgvold i Viby

Mens gløderne fra Kulturhovedstadsåret stadig ulmer overalt i regionen sætter Aarhus nu fut til endnu et hovedstadsår.

2018 kommer til at stå i frivillighedens tegn, når Aarhus fra på søndag overtager den ærefulde titel som Europæisk Frivillighovedstad 2018.

Swing og fællesskabssuppe

Ugen op til den officielle åbning af Frivillighovedstadsåret på søndag, byder på en lang række arrangementer i hele Aarhus og det øvrige Region Midtjylland. 

I formiddag var det Plejehjemmet Borgvold i Viby der slog dørene op til forsmag på fejringen.

Det synes jeg var skønt. Det er lige noget for os gamle, sådan noget kan jeg godt li’.

Else Jessen, pensionist

Det gjorde de med græskarsuppe på fællesskabsmenuen og med stilfuldt akkompagnement af barbershop-koret Viggo og Co. som blandt andet kastede sig over Elvis Presley-hittet ”Can’t Help Falling In Love” Og dét vakte gehør hos dagens publikum, som kvitterede med store smil og supplerende toner.

01:02

VIDEO: Se her hvordan dagens koncert med barbershop-koret Viggo og Co. vakte begejstring på Plejehjemmet Borgvold i Viby.

Luk video

Beboerne på plejehjemmet i Viby er ikke de eneste der tyvstarter fejringen af frivilligåret. I ugens løb bliver der serveret ’fællesskabssuppe’ og kaffe på 12 lokalcentre, ligesom flere foreninger inviterer til samtalesalon og musik og vandreture i skoven.

De frivillige skal hyldes

Med ved dagens arrangement var også ældrerådmand Jette Skive, som glæder sig over at der, på denne måde, bliver sat gang i fejringen over hele byen. 

Læs også Aarhus fejrede ildsjæle forud for år i frivillighedens tegn

 - Det her er tyvstarten på frivillighedsåret. Og det glæder jeg mig til at de rundt omkring i Aarhus sætter alle sejl til og gør det festligt - også for beboerne på plejehjem. Det er jo fantastisk.

Er der nogen der får lyst til at være med ombord, så er året også med til at sige: Kom! Vi vil gerne ha’ jer.

Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

 - Frivillighovedstadsåret betyder, at vi skal hylde de frivillige og at vi skal være sammen om at det skal være nemt og godt at være frivillig. Men man skal ikke sidde og have dårlig samvittighed hvis man ikke er frivillig, siger Jette Skive. 

00:53

VIDEO: Hør hvad rådmand Jette Skive siger til dagens fokus på frivillighed. 

Luk video

Fuld fart på fejring

Den officielle åbning finder sted på søndag fra klokken 14 og bliver afholdt i Ridehuset i Aarhus med skuespilleren Gordon Kennedy som konferencier.

Dagen vil blandt meget andet, byde på optræden af RAP fra Gellerup, skønsang af børnekor og godt til ganen fra steder som 'Smag a la Gellerup' og 'Skraldecafeen'. Dagen igennem vil op imod 100 frivillige og foreninger deltage med boder og stande som giver overblik over hvilke arrangementer man kan deltage i. 

Læs også Kronprinsesse Mary indvier Familiehus i Skejby

Sidst på søndagen er der officiel åbningsceremoni på Aarhus Rådhus. Her vil frivillighovedstadens protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary deltage,  ligesom borgmester Jacob Bundsgaard og regionsformand Anders Kühnau vil være til stede.

Det er i øvrigt den irske by Sligo der sidste år kunne bryste sig af titlen som Europæisk Frivillighovedstad

Om titlen som Europæisk Frivillighovedstad

Titlen gives hvert år til en europæisk kommune, som har gjort sig særligt bemærket i forhold til frivillighed. I Aarhus’ tilfælde fremhæver juryen, at Aarhus byråd har vedtaget en medborgerskabspolitik, som man måler og følger op på i byen.
Ligeledes fremhæves den integration, der finder sted mellem kommunen, kulturen og de sociale velfærdsområder, hvor frivillige i høj grad er med til at sætte dagsordenen for, hvordan kommune og civilsamfund kan samarbejde.