Frivillige viser vej på sygehuset i Skejby: - Der er brug for os

Supersygehuset i Skejby kan virke som en stor labyrint for de mange patienter og pårørende. Heldigvis står frivillige guides fra Røde Kors klar til at hjælpe

02:48

VIDEO: Poul Seerup er frivillig guide på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Sygehuset er så stort, at de mange patienter og pårørende har svært ved at finde rundt.

På Aarhus Universitetshospital i Skejby bliver patienterne mødt af kilometerlange gange, kort og skilte.

Det kan hurtigt virke uoverskueligt og være svært for patienterne at finde frem til den rette indgang og venteværelse. Faktisk er det så svært, at frivillige står klar ved indgangene for at hjælpe med at finde vej frem i den gigantiske labyrint.

Der er absolut brug for os. Det har vi også fået tilkendegivelser om fra ledelsen. Vi gør et stort stykke arbejde.

Poul Seerup, frivillig guide, Røde Kors

- Der er absolut brug for os. Det har vi også fået tilkendegivelser om fra ledelsen. Vi gør et stort stykke arbejde, fortæller Poul Seerup, som er frivillig guide fra Røde Kors.

Skilte er der nok af. 

Omvandrende GPS'er 

Poul Seerup er én blandt 70 frivillige fra Røde Kors, som tager imod patienter, der kan have svært ved at finde frem på det enorme sygehus. Det skaber ro og tryghed hos patienterne. 

- Det er helt fantastisk. Folk på gangene vil også gerne hjælpe, men det her er bedre, for her følger de med os, fortæller Eva Sebbelin, som er på sygehuset for at følge sin mand. 

De frivillige er der alle hverdage mellem kl. 8 og 14. Derefter må du selv finde vej.

- Det er jo ikke alle, der kan finde ud af at kigge op på en skærm. Jeg er også lidt presset, da det er i arbejdstiden. Jeg kan ikke bare tage af sted 45 minutter før for at finde rundt, siger Manoj Jayaruben, som er på sygehuset til scanning. 

Det er helt fantastisk. Folk på gangene vil også gerne hjælpe, men det her er bedre, for her følger de med os.

Eva Sebbelin, pårørende 

De frivillige er som omvandrende GPS’er, der følger og guider patienterne og de pårørende frem.

- Jeg har været med i to år, og derfor ved man nogenlunde, hvor det er henne. Så behøves man ikke kigge på deres indkaldelse, fortæller Poul Seerup.

- Det er rart at få hjælp, når det er så stort. Det kan jeg ikke selv, og det er der nok mange, der ikke kan, siger Uni Voldum. 

På størrelse med Ribe og Skagen 

Supersygehusets størrelse kan sammenlignes med størrelsen på Ribe by eller Skagen, så der er altså ikke noget at sige til, at det kan være svært at finde rundt. 

Der er ikke nogen tvivl om, at mange kan have en følelse af, at det er overvældende at komme her. 

Poul Blaabjerg, hospitalsdirektør, Aarhus Universitetshospital  

- Der er ikke nogen tvivl om, at mange kan have en følelse af, at det er overvældende at komme her. Så møder man én, der gør, at man føler sig velkommen og får hjælp, siger hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital, Poul Blaabjerg. 

På sygehuset er de godt klar over, at de frivillige er vigtige for patienterne.

- De frivillige har stor betydning for hospitalet, patienterne og de pårørende, der kommer her, fortæller Poul Blaabjerg. 

Vi gør en forskel 

Det bliver til mange kilometer i benene for de frivillige guides. Men Poul Seerup synes, at det er fantastisk. 

- Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og se, at vi gør en indsats og forskel. Det kan vi mærke.

Udover at hjælpe andre mennesker, så har de frivillige også stor glæde af hinanden.