Ny natur-rute står klar i Ejer Bjerge: Denne sti skiller sig ud
En ny natursti skal forbinde to byer nær Ejer Bavnehøj. Langs stien kan man se på bibelske figurer
Igennem mange århundreder fandtes en sti, som forbandt Sneptrup Præstegård og Ovsted Kirke syd for Skanderborg med hinanden.
Men stien blev efterhånden så tilgroet, at den ikke længere kunne kaldes en offentlig sti. Det har en gruppe af frivillige valgt at lave om på.
Læs også
Hele sommeren har de arbejdet for, at der i morgen, lørdag, kan indvies en sti, som har sit udspring i præstegården i Sepstrup, ligesom den gamle sti havde det.
Nu skal stien forbinde byerne Sneptrup og Tebstrup, ligesom den i gamle dage var til for at forbinde beboerne i sognene.
En af de i alt 50 frivillige, som har haft arbejdshandskerne på i sommerens løb, er Mogens Fisker, som gladeligt har taget del i arbejdet:
- Det er for at bakke op om de gode initiativer i Ejer Bjerge. Der er masser af gode folk, som vil noget positivt, og jeg bor selv tæt på toppen. Hvis man elsker at bo herude, så skal man være en del af lokalsamfundet, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Religiøse træskulpturer
Stien har været undervejs de seneste tre-fire år.
Langs den færdige sti, som løber over fem kilometer, står der en række religiøse træskulpturer. Det er helt bevidst, at de to ting er blevet kombineret.
- Fordi den er på præstegårdens matrikel, så har vi bragt det på banen - også for at skille os ud. Naturstier er der mange af, men at få den religiøse fortælling med, det giver noget. Kirken åbner sig på den måde op for menigmand, fortæller Jens Huusmann, som er formand for styregruppen bag præstestien.
Læs også
Det er vigtigt for folkene bag stien, at der er flere muligheder for, at lokalbefolkningen kan komme ud i naturen.
- Vi håber, at folk måske vil bosætte sig her i Ejer Bjerge og bruge stien rigtig meget, siger Jens Huusmann.