Frivillige i Randers hyldet med fotoudstilling
Tirsdag var der fernisering på udstillingen 'Frivillighedens mange ansigter', der sætter fokus på den lokale frivillighed i Randers
I 10 år har frivilligcentret i Randers skabt relationen mellem de frivillige kræfter og de mange foreninger, som er afhængige af deres hjælp. Tirsdag åbnede så en hel særlig fotoudstilling, der hylder de mange frivillige.
En stor gruppe af dem har nemlig fået taget portrætter, der så er blevet en del af udstillingen.
- Jeg synes, at det er specielt at se sig selv og ens billede printet ud. Men jeg kan godt lide tanken med at vise, at frivillighed er rigtig mange forskellige ting. Og det er unge og ældre – alle kan bidrage med noget, siger en af personerne bag et portræt, Trine Staub, til TV2 ØSTJYLLAND.
Både på åbningsdagen og helt generelt har der været stor interesse for udstillingen og emnet, og det glæder Trine Staub.
Rørt over opbakning
- Det er rigtig fedt, at der er nogen, der viser interesse for frivillighed. Så håber vi bare, at der kommer endnu flere, siger hun.
- Det er dejligt, at vi kan hylde frivilligheden, og jeg er overrasket over så mange forskellige foreninger, der er her i Randers, supplerer en anden af de portrætterede, Lipi Sip Thalwitzer.
Læs også
Lederen af Frivilligværket Louise Brown er ligesom Lipi Sip Thalwitzer og Trine Staub begejstret for det fokus, der bliver sat på frivilligheden.
- Den store opbakning, vi møder både hos foreningerne, de frivillige, institutioner og virksomheder i byen, er virkelig rørende. Og vores rejsende fotoudstilling er nærmest blevet "revet af hylderne", hvis man kan sige det sådan. Der har været voldsom stor interesse for at få den på besøg blandt vores samarbejdspartnere rundt om i kommunen, så vi glæder os virkelig over lysten til at vise frivilligheden frem og hylde den, lyder det fra lederen.
Du kan se video fra udstillingen og møde de to frivillige øverst på siden.