Frivillige hjælper Skejbys patienter på rette vej
Ole Bøtkjær og resten af de frivillige guider fra Røde Kors hjælper folk med at finde rundt på det enorme sygehus i Skejby
Suk, suk og endnu mere suk.
Du står med en buket gule tulipaner i den ene hånd og en æske mellemstor chokolade i den anden.
Du er på sygehuset, hvor du leder efter vennen, som du vil glæde med lidt til maven og lidt til øjnene.
Du kigger på streger i forskellige farver, som fører i alverdens retninger. Fortvivlelsen nærmest lyser ud af dig, fordi du ved ikke, om den gule streg fører til vennens sygeseng eller et depotrum i kælderen.
Du ligner én, der frygter, at tulipanerne visner, inden du når frem til målet.
Det er her, Ole Bøtkjær og de øvrige frivillige guider på Aarhus Universitetshospital i Skejby kommer ind i billedet.
- Mit arbejde er at vise folk - det er både patienter og pårørende - hen, hvor de skal være, siger han.
Hospitalet i Skejby er enormt, så risikoen for at fare vild er bestemt til stede.
- Vi har haft mange, der fortæller, at de har gået mere eller mindre hele hospitalet rundt, fordi de ikke kan finde ud af det nye system, vi har med vejvisning, siger Ole Bøtkjær.
Læs også
I dag er der 25 frivillige guider tilknyttet. Der er brug for flere.
- Den nye hovedindgang er lige åbnet, og mange patienter har svært ved at finde rundt. Vi har ikke guider nok til at dække den nye indgang, siger frivilligekoordinator Birgitte Aagard fra Aarhus Universitetshospital.
Ole Bøtkjær nyder at gøre en forskel.
- Det giver mig den glæde, du har som frivillig – og det er nok uanset hvilket frivilligt arbejde, du laver – at du hjælper andre. Du gør en tjeneste. Hvad vil samfundet være, hvis der ikke var alle de frivillige rundt omkring, siger han.
Det nye supersygehus i Skejby indvies officielt mandag.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om de frivillige sygehusguider.