Frivillige førstehjælpere skal redde liv i hele Østjylland

En ny hjerteløberordning træder i dag i kraft. Fremover vil frivillige førstehjælpere kunne tilkaldes alle afkroge i det østjyske

Region Midtjyllands 1,3 millioner indbyggere kan fra i melder sig som frivillige hjerteløbere. Foto: Colourbox

- Jeg er sikker på, at det kommer til at redde liv, man behøver ikke en lang uddannelse for at udøve førstehjælp.

Så klar er udmeldingen fra Anders Kühnau, formand i Region Midtjylland, Soc.dem., i forhold til den nye hjerteløberordning.

Hvis en person med hjertestop først får hjælp, når ambulanceredderne ankommer, er der kun 3. pct. chance for at overleve.

Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør Præhospitalet, Region Midtjylland

Fra tirsdag kl. 12:00 er det muligt for alle østjyder over 18 år at downloade en app, så man selv kan blive hjerteløber.

Når alarmcentralen modtager et 112-opkald vedrørende hjertestop, vil regionens akutberedskab sende en besked til de 20 personer, der er nærmest ulykkesstedet og har appen installeret.

Mulig afløser til tidligere ordning

En lignende ordning eksisterer allerede 32 steder i regionen.

For eksempel på Mols og Helgenæs hvor det tager op mod 30 minutter for en akutlæge at komme frem.

Her har regionen uddannet såkaldte 112-førsteshjælpere, som får en sms, når uheldet er ude.

Læs også Flere tusinde hjertestartere risikerer ikke at virke optimalt

- Vi er langt væk fra alting på spidsen af Helgenæs, og uanset hvor godt systemet virker, så vil der gå noget tid, inden hjælpen kommer herud, sagde Lars Telling Dennig til TV2 ØSTJYLLAND d. 22. januar 2017.

Med den nye hjerteløberordning bliver det ikke noget krav, at man kan yde førstehjælp.

Når man downloader appen, skal man dog krydse af, om man har haft et kursus i førstehjælp.

Derudover skal man acceptere, at man har tavshedspligt.

01:49

VIDEO: Mød en af de frivillige 112-førstehjælpere fra Helgenæs.

Luk video

Regionen håber, at hjerteløberordningen med tiden kan afløse de 32 hidtidige ordninger.

- De frivillige i vores 112-førstehjælper-ordning har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. Men med den nye hjerteløberordning bliver det hele mere effektivt. Det er ikke kun folk, som er bosat i et område, der får en notifikation. Det vil altid være dem, som er nærmest, om de så til dagligt bor et andet sted i regionen, forklarer Anders Kühnau.

Det her har et kæmpe potentiale, og det er ikke kun de tyndtbefolkede områder, hvor det giver mening. Også i byerne vil det kunne redde liv.

Anders Kühnau, formand, Region Midtjylland, Soc.dem.

Håbet er altså, at dækningen bliver bedre, og det vel og mærke ikke kun i områder, hvor det i forvejen kan tage lang tid for den professionelle hjælp at nå frem.

- Det her har et kæmpe potentiale, og det er ikke kun de tyndtbefolkede områder, hvor det giver mening. Også i byerne vil det kunne redde liv, siger Anders Kühnau.

Succes i København

Hjerteløberordningen er et samarbejde mellem Præhospitalet i Region Midtjylland, Trygfonden, hjertestopsforskere og Region Hovedstadens Akutberedskab.

I Region Hovedstaden indførte man hjerteløberordningen i 2017.

Her er man oppe på 25.000 frivillige hjerteløbere.

- Vi håber, at mange tusinde vil melde sig. Hvis en person med hjertestop først får hjælp, når ambulanceredderne ankommer, er der kun 3. pct. for at overleve. Hvis en hjerteløber yder livreddende førstehjælp, stiger overlevelseschancen til 12 pct. Hvis der også stødes med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, kan op mod 50 pct. overleve, fortæller Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Udrykningslæge mangler på Mols: Regionen lovede os en ny

Allerede før appen er gået i luften i det østjyske, har 1.000 meldt deres interesse for at blive hjerteløber.

Appen er indrettet på den måde, at du ved alarm får en besked, hvor du i første omgang skal svare ja eller nej til, om du har mulighed for at træde til.

Hvis du svarer ja, følger yderligere information i forhold til, om du skal tage direkte til ulykkesstedet eller du skal hente den nærmeste hjertestarter.