Frivillige fikser folks ødelagte ting og sager helt gratis
Frivillige står klar til at hjælpe folk med småreparationer
Den anden lørdag i hver måned kan man på Dokk1 i Aarhus få fikset ting, der er gået i stykker.
Og det er helt gratis.
For her står frivillige fra Repair Café Aarhus klar til at hjælpe folk med at få repareret ting, der ikke fungerer, som de skal.
Det kan være en computerskærm, der skal skiftes. Et lynlås, der driller eller en cykel, der skal have fikset gearene.
Fra ustabil til stabil skammel
Anna Margrethe Schollain fra Højbjerg i Aarhus var mødt op med en ustabil skammel.
- Den hænger ikke ordentlig sammen, og der er nogle ting, som jeg ikke selv er så genial til, siger Anna Margrethe Schollain, der læste om Repair Café i avisen.
Læs også
Hun hankede op i sin skammel og fik den sat ordentligt sammen. Fordelen ved at reparere ting, fremfor bare at smide dem ud og købe nyt er indlysende, mener hun.
- Vi skal spare på klodens ressourcer, siger Anna Margrethe Schollain.
Medbring reservedele
De frivillige stiller arbejdskraft og værktøj til rådighed. Man skal selv medbring reservedele.
Juan Latorre er en af de frivillige, der hjælper folk med at få fikset folks ting og sager.
- Jeg er frivillig, fordi jeg elsker cykler, siger Juan Latorre.
Normalt arbejder han med design og produktudvikling af cykler.
- Jeg kan ikke lide, når der bliver produceret ting, der ikke er lavet godt nok til at kunne fungere i lang tid, siger Juan Latorre.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om Repair Café Aarhus.