Frit spil for tiggere

Østjyllands Politi gør ikke ret meget ved tiggere i Århus, selvom forretningsdrivende har klaget.

I efter året klagede flere forretningsdrivende i det centrale Århus til Folketingets Retsudvalg for at få politiet til at intensivere indsatsen mod tiggere i midtbyen.

Men politiet gav kun advarsler til tre tiggere sidste år, fremgår det af et svar fra justitsminister Brian Mikkelsen til Folketingets Retsudvalg.

- De tre advarsler lyder ikke af ret meget, men står i skærende kontrast til de meldinger, vi fik i efteråret fra både kommunen og de forretningsdrivende, siger Retsudvalgets formand Peter Skaarup til P4 Østjylland.

Han vil have justitsministeren til at se på sagen igen for at sikre flere ressourcer hos politiet og gøre det lettere at retsforfølge tiggere fra et andet EU-land end Danmark.