Frisør snydt: Kunder ville hæve penge men kom aldrig tilbage
En 58-årig kvindelig frisør blev lørdag snydt for betalingen for to klipninger og fik stjålet sin pung
Lørdag omkring middag blev en 58-årig kvindelige frisør fra det nordlige Aarhus udsat for et tricktyveri, der betød, at hun både mistede sin pung og klippede en mand og en kvinde gratis.
Et par kom nemlig ind i frisørsalonen og fik begge vasket hår og blev klippet, men da de skulle betale, havde de ikke i første omgang mulighed for det.
- De oplyste til frisøren, at de ikke havde MobilePay, men at de ville gå hen til en hæveautomat og skaffe kontanter til betalingen. De kom dog aldrig tilbage, oplyser Østjyllands Politi.
Frisøren opdagede desuden efterfølgende, at hendes pung med kontanter var væk.
Signalementer
Politiet har udsendt formodede signalementer af de to gerningsmænd.
Manden beskrives som 23-24 år og 160-165 cm høj. Han var almindelig af bygning og havde sort kort hår.
Kvinden beskrives ligeledes som 23-24 år og 160-162 cm høj. Hun var kraftig af bygning og havde langt sort hår.
Kilde: Østjyllands Politi
Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.