Friskole med kun ni elever åbnet i Hørning

Åskolen er et nyt skoletilbud i Hørning ved Skanderborg. Mandag var første skoledag for de kun ni elever på skolen

01:56

Friskoler popper op over hele landet, og også Hørning ved Skanderborg er nu kommet med på bølgen. Mandag åbnede nemlig Åskolen, der i sit første skoleår kun har ni elever og deler faciliteter med en nærliggende efterskole. Ambitionerne fejler dog ingenting.

- De sidste tilladelser tikkede ind lige før sommerferien, og så var der ni forældre, der synes, vi skulle gå i gang, siger skoleleder på Åskolen, Thomas Kjeldgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Her er de østjyske skoler, der får kortere skoledage

I første omgang samarbejder og deler den nye friskole faciliteter med efterskolen i Hørning, og det gør ifølge skolelederen, at man har fået en god start. Planen er, at der på sigt skal bygges en helt ny skole til friskole-eleverne.

Lederen på den nye friskole ser frem til det første skoleår. 

I Hørning er der i forvejen to andre skoler - Højboskolen og Bakkeskolen – men friskolen vil tilbyde noget nyt.

Et stærkt fællesskab omkring det faglige, men også personlig udvikling. Det mangler nogle gange.

Thomas Kjeldgaard, skoleleder

Kun for de ressourcestærke

- Et stærkt fællesskab omkring det faglige, men også personlig udvikling. Det mangler nogle gange, mener Thomas Kjeldgaard.

Forældrene er glade for den øgede medbestemmelse, de har på friskolen.

- Jeg tror, at det er meget sundt at turde gå andre veje og ikke bare følge strømme og slå hovedet fra. Skolerne kan sikkert også inspirere hinanden, siger forældre til en af de nye elever, Jeanette Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

03:20

Her forklarer skoleforsker Andreas Rasch-Christensen, hvilke udfordringer det kan give kun at være ni elever på en skole.

Luk video

Med den nye private friskole kunne man frygte, at de ressourcestærke forældre samler deres børn her og fravælger folkeskolerne. Det er set flere andre steder, og det er en problematik, som skolelederen er opmærksom på.

Læs også Øget kontrol: Ekstra politi på de østjyske skoleveje

- Der er ingen tvivl om, at det er ressourcestærke familier, der har valgt os her. Men vi gør, hvad vi kan for at have fripladser til dem, der ikke har de samme ressourcer. For der er risiko for, at der sker et skel, siger Thomas Kjeldgaard.

Øverst på siden kan du se et indslag fra Åskolen, der mandag åbnede op for de første elever.