Frimærkesamlerne er en uddøende race: De unge er ikke interesserede

"Vil du med hjem og se min frimærkesamling" er måske den mest kendte scorereplik nogensinde, men snart bliver den måske endnu mere gennemskuelig. Frimærkesamlerne kan nemlig snart være en saga blot.

02:10

VIDEO: Store Byttedag i Aarhus samler samlere af alle slags i en hal, hvor især frimærker skifter ejere hele dagen.

Ægteparret Lærke og Sten Brøchner har samlet på frimærker, siden de var børn. Søndag var de taget sammen fra Fredericia til Store Byttedag i Aarhus for at finde nye mærker og for at sælge dem, de har flere eksemplarer af.

Læs også 18-årige Cecilie arrangerer loppemarked for kræftsyge

- Det giver mange timers hygge. Måske finder vi lige det der mærke, vi mangler, siger Lærke Brøchner til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi er på retræte. Vi er blevet ældre, og børnene er ikke interesserede i det, så vi prøver at afvikle bedst muligt.

Bent Andersen, frimærkesamler

Selvom de dog ikke er alene i deres interesse for de klistrede postmærker, så bliver der færre og færre samlere. Bent og Jytte Andersen begyndte at samle for 25 år siden, da de gik på pension, men de køber ikke længere nye frimærker.

Frimærker fra alle verdenshjørner og med alle slags motiver skifter ejermænd i en hal i Aarhus søndag eftermiddag.

- Vi er på retræte. Vi er blevet ældre, og børnene er ikke interesserede i det, så vi prøver at afvikle bedst muligt, siger Bent Andersen.

Fordi færre samler frimærker, er der blevet plads til mange andre til Store Byttedag. Og hvis man tror, der bliver set ned på de andre samlere, så må man tro om – der er nemlig et fælles ønske om, at alle bordene er fyldt med samleobjekter.

For at fylde hallen op er det ikke længere kun frimærkesamlere, der har borde til Store Byttedag. Her ses for eksempel en glansbilledesamling.

- Der kommer folk med mønter, puslespil, kuglepenne eller glansbilleder. Vi tager imod med kyshånd, for vi vil jo gerne have en fyldt sal, siger Lars Peter Nellemann, der er formand for De Samarbejdende Frimærke & Møntklubber i Aarhus og Omegn.

En scorereplik, der virker

Mange af de, der har sat deres ben på en bar sent om aftenen, har måske hørt scorereplikken ”vil du med hjem og se min frimærkesamling”, og selvom den nok næppe virker hver gang, så bragte den i sin tid Sten og Lærke Brøchner sammen.

Det er nu fire år siden, da de kom i kontakt på en facebookside for samlere.

- Hun skrev, at hun egentlig samlede Australien, og så havde jeg et Australien liggende, som jeg ikke samlede på, og så sagde jeg, at hun kunne komme over og hente det, siger Sten Brøchner til TV2 ØSTJYLLAND.

En af de måske mest brugte scorereplikker virkede for fire år siden, og det bragte Sten og Lærke Brøchner sammen.

Og da han så spurgte, om ikke hun ville se hans frimærkesamling, så blev hun lidt længere. Og verdens måske ældste scorereplik blev altså taget i brug.

Læs også Hans skrev et teaterstykke for at bearbejde tabet af sine venner

- Den virkede den her gang. Jeg tror muligvis, det er første og eneste gang, griner Lærke Brøchner.

Og fire år senere deler de både soveværelse og frimærkesamling.