Friklinik letter venteliste

Flere børn bliver behandlet for psykiatriske lidelser på regionens friklinik

En ny børne- og ungdomspsykiatrisk friklinik i Region Midtjylland medvirker til, at 100 færre børn og unge står på venteliste, skriver Magasinet Midt.

1.  oktober sidste år åbnede Region Midtjylland en psykiatrisk friklinik for børn og unge i Risskov ved Århus. Målet med friklinikken er at kunne behandle flere børn og unge med psykiatriske problemer i regionen og afkorte ventelisterne. Og det er lykkedes, skriver Magasinet Midt, som udgives af Region Midtjylland.
 
Inden friklinikken åbnede, var der for eksempel 583 børn og unge, der havde ventet mere end to måneder på behandling. De seneste tal viser, at det tal nu er nede på 482.  I alt er der nu 774, der venter på at komme til i børne- og ungdomspsykiatrien. Enkelte af dem har ventet i over et år, mens hovedparten har ventet et halvt år.

- Ventetiderne er alt for lange, så derfor er det glædeligt at se, at vi med friklinikken får behandlet flere i børne- og ungdompsykiatrien og får skåret toppen af ventetiden, siger direktør for Psykiatri og Social, Gert Pilgaard.
 
Det er regionsrådet i Region Midtjylland, der har besluttet at åbne friklinikken, så ventetiderne for behandling inden for børne- og ungdomspsykiatri kan blive kortere. Friklinikken er fritaget fra en række opgaver, så medarbejderne kan koncentrere sig om at stille diagnoser og give behandling.Klinikken har for eksempel ingen forpligtelser inden for forskning og uddannelse som i den øvrige børne- og ungdomspsykiatri. Friklinikken har heller ingen sengepladser og foretager kun ambulant behandling. Inden for somatikken, det vil sige de legemlige sygdomme, har friklinikker været en stor succes. For eksempel inden for behandling af grå stær og åreknuder, hvor ventelisterne nu er nedbragt. Den tendens holder også stik inden for psykiatrien, skriver magasinet.

Det er Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, der henviser til friklinikken, og friklinikken behandler dem, der har stået længst på venteliste. Målet er, at friklinikken årligt skal hjælpe 175-200 børn og unge, så der bliver skåret så meget som muligt af ventetiden til behandling. Der er indført en behandlingsgaranti inden for psykiatrien på to måneder, og hvis det offentlige ikke kan hjælpe inden for to måneder, så har patienten ret til at søge privat behandling.

- Det er vores mål at komme ned på lovgivningens ramme, så der kun er to måneders ventetid i børne-og ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland. Vi har jo ikke kun et ansvar over for dem, vi behandler, men også over for dem, der står og venter, siger Gert Pilgaard til magasinet.

Ventetiderne til behandling i børne- og ungdomspsykiatrien er steget over de seneste år, fordi flere og flere bliver henvist.

- Vi er kommet i en situation, hvor det er blevet mere legitimt at søge behandling i psykiatrien, for der er ikke længere så mange tabuer, som der var tidligere. Hvis forældre oplever, at deres børn har problemer, så ønsker forældrene svar på, om deres børn har en diagnose og kan blive behandlet. Der er også kommet bedre muligheder for behandling, og det får også efterspørgslen til at stige, fordi der i dag er langt flere løsninger end før. Derfor har det været svært for os at følge med efterspørgslen i børne-og ungdomspsykiatrien, men med den nye friklinik kan vi hjælpe flere og samtidig få skåret ned på ventetiderne, siger Gert Pilgaard.

Se historien og læs resten af Magasinet Midt ved at trykke her.