Frikendt for at slå betjent
Randrusiansk retssag tog en uventet drejning, da to unge mænd blev frifundet og en politimand i stedet anmeldt for vold.
To unge mænd, der har været anklaget for vold mod politiet, blev i går frifundet i Retten i Randers - på anklagerens opfordring. I stedet er politimanden blevet anmeldt for vold mod de to unge, og sagen ligger nu hos statsadvokaten.
Det var anklageren i sagen, vicepolitimester Marian Thomsen fra Randers Politi, der tog den uventede beslutning om at begære de to unge mænd frifundet.
I et brev til de unges advokat forklarer hun, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, og at hun derfor ikke vil forsøge at få de to unge dømt.
De unges advokat, Bjarne Overmark, beskylder nu politiet for ensidig efterforskning, idet man ikke undersøgte, om politimanden havde gjort noget forkert.
- Politiet satte simpelthen kikkerten for det blinde øje, siger Bjarne Overmark til Ritzau.
Sagen begyndte, da en politibetjent i civil for halvandet år siden hørte den ene af de unge råbe ukvemsord. Betjenten troede, at det var ham, der blev råbt efter, og derefter opstod der en del håndgemæng mellem betjenten og en kammerat til den person, der havde råbt.