Frikender politiet
Kvinde døde efter brug af peberspray
Sidste sommer døde en 67-årig kvinde, efter politiet havde brugt peberspray mod hende.
Sagen er nu blevet undersøgt af Statsadvokaten og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og begge instanser er nået frem til, at politiet ikke gjorde noget strafbart, eller at der blev brugt unødig magtanvendelse. Det skriver metroxpress.
- Sagen er færdigbehandlet, og der sker ikke videre. Anvendelsen af peberspray var i overensstemmelse med reglerne, siger efterforskningschef Niels Raasted fra DUP.
Politiet blev kaldt ud til den 67-årige kvindes hjem af naboerne, fordi kvinden "optrådte meget generende," lyder det i politiets rapport om sagen.
Nægtede at smide hammer
Episoden fandt sted i en mindre by nordvest for Aarhus. Her stod den 67-årige uden for sit hus med en hammer i hånden, da politiet ankom.
Hun nægtede at smide den fra sig, hvilket fik politiet til at bruge peberspray for at pacificere hende. Herefter fik kvinden det dårligt og fik derfor lov til at gå ind i huset og lægge sig på en sofa i huset.
- I ventetiden bemærkede polititjenestemændene, at kvinden ophørte med vejrtrækning, skriver Politiklagemyndigheden.
Politiet, en vagtlæge og ambulancefolk forsøgte forgæves at genoplive hende, først med hjertemassage og siden med stød.
Ifølge politiet viste obduktionsrapporten, at hun døde af akut hjertesvigt "hos den i forvejen svækkede kvinde", hedder det i rapporten, som samtidig peger på, at kvinden "var i en tilstand af ophidselse".