Friheden støtter hospitalsklovne

Nyt partnerskab mellem Tivoli Friheden i Århus og foreningen Danske Hospitalsklovne.

Op til Tivoli Frihedens 100 års jubilæum 31. juli har den århusianske forlystelsespark indledt et fast samarbejde med foreningen Danske Hospitalsklovne.

På selve jubilæumsdagen går Frihedens entréindtægter til klovnenes arbejde på Skejby Sygehus. Målsætningen er at skaffe mindst 300.000 kr. Det beløb kan sikre fire klovne en dag om ugen i et år på Skejby Sygehus.

Hospitalsklovnene er specialuddannede til at gøre børns indlæggelse på sygehuset til en mindre ubehagelig oplevelse gennem direkte kontakt og improvisation, situationsfornemmelse og indlevelse.