Friheden rejser mur mod støj
Forlystelsesparken føler sig trængt af naboerne. Nu bygger parken en mur omkring løjerne for at holde støjen inde.
Inden næste sæson vil Tivoli Friheden i Århus ud mod Skovbrynet være forskanset som et andet Fort Knox. Naboklager og amtslige støjgrænser har tilsammen bevirket, at stedet har søgt kommunen om lov til at bygge en fem meter høj støjmur.
- Vi bygger muren for at holde støjen inde. Vi har to muligheder for at overholde kravene: enten bygger vi vores forlystelser inde i nogle bygninger på grunden, eller vi bygger en mur omkring hele parken, forklarer Tivoli Frihedens direktør Kim Elgaard til TV 2 / Østjylland.
Elgaard forestiler sig, at muren bliver bygget i træ.
- Det skal selvfølgelig være noget, der matcher skoven så godt som muligt, siger Elgaard.
Muren kommer til at stå omtrent 15 meter inde på Tivoli Frihedens grund.
Sagen er nu så langt, at borgmesteren har indstillet til byrådet, at forlystelsesparken får sin mur, og naboerne på Skovbrynet får mere fred. Sagen skal behandles af byrådet i oktober.