Friheden må være højere

Et flertal i byrådet i Århus har givet Tivoli Friheden lov til at bygge forlystelser op til 65 meters højde. Ikke alle er glade.

På et møde onsdag aften vedtog Århus Byråd at den gamle forlystelsespark Tivoli Friheden fremover kan skyde endnu mere i vejret. I øjeblikket er Frihedens højeste forlystelse Sky Tower, der er 48 meter høj. I fremtiden må Friheden bygge op til 65 meter i højden.

Men teknikrådmanden er ikke tilfreds.

- Det er en glidebane i forhold til den bynære skov med hensyn til både arealet og udsynet over området. Det er beklageligt, men desværre et udtryk for den salamipolitik, som byrådet gennem mange år har udført, siger rådmand Peter Thyssen (R) til JP Århus.

Niels Brøchner (K) siger omvendt til avisen, at det er vigtigt, at Tivoli Friheden får nogle redskaber, så det ikke sygner hen.