Friheden får nej til kæmpekarrusel

Århus Kommune har afvist Tivoli Frihedens ønske om at opstille en gigant-karrusel.

Tivoli Friheden i Århus har måttet opgive sin plan om en mega-forlystelse, der ellers skulle have været det store slagnummer i den nye sæson. Det skriver Århus Stiftstidende tirsdag.

Århus Kommune har nemlig sagt nej til Frihedens ansøgning om tilladelse til at rejse en 38 meter høj karrusel nær forlystelsesparkens indgang.

Dermed har kommunen imødekommet de mange villaejere i Marselis-kvarteret, der har gjort indsigelse mod karrusellen. Der har også været massiv opbakning til underskriftindsamlingen på en protest mod den høje karrusel, der ville rage op over trætoppene ved Friheden.

Grundejerforeningen Marselis har i sin protest blandt andet anført, at karrusellen vil stride mod lokalplanen, hvorefter der kun må bygges i 8,50 meters højde. Villaejerne nær Friheden var også bange for, at de ville blive generet af mekanisk støj fra karrusellens drivværk og gearkasse.

- Vi tager selvfølgelig afslaget til efterretning. Vi må som alle andre virksomheder rette os ind efter de normer og regler, som myndighederne fastsætter, siger Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, til Århus Stiftstidende.

Han mener dog fortsat, at kæmpe karrusellen ville have været en god attraktion for Friheden og dermed for Århus.